Faglig skandale!

Det var det ord, som lynhurtigt trængte sig på. Lørdag-eftermiddags-turen i efterårssolen med kone og hund gik til Kastellet i København for at se det monument for Danmarks internationale indsats, som blev indviet 5. september under stor mediebevågenhed og med tilstedeværelse af dronning Margrethe. Monumentet er inddelt i flere rum, det tredje til minde om de udsendte, som har måttet betale med deres liv.

 

Faglig skandale fordi: arkitekturen er flot og velproportioneret, monumentet er velplaceret på Kastellet. Men, men, men: inskriptionerne – tak skal du have for en ringe kvalitet. Ét forhold er skriftvalget: det kan diskuteres om en antikva med halvslappe proportioner støbt i metal bogstaver, der klistret direkte på stenen er det mest velvalgte (mange steder kan se limen!). Kvaliteten i typografien, der markerer de faldnes navne og militære tilhørsforhold, er simpelthen en skandale. Ordbillederne er så dårligt udlignet, at man skulle tro det var rene amatører, der har udført arbejdet og ikke professionelle håndværkere. Nogle – ja faktisk rigtigt mange – af bogstaverne holder ikke engang en ordentlig grundlinje. De står og hopper og danser. Og S’er som har en forkert vinkel. Det skal her bemærkes, at det ikke er nørden med det ekstra skarpe øje, der er på udflugt. Jeg fandt ikke disse eksempler ved at granske alle navne minutiøst – fejlene sprang i øjnene lige med det samme. Se selv her:

En så ringe kvalitet burde man ikke i “designlandet Danmark” tolerere. Man kan ikke være bekendt overfor de efterladte, at ofre så få ressourcer på skriften – som jo dog må siges at være temmelig central for det, som et sådant mindesmærke skal kunne gøre: huske på menneskers navne på en smuk og sober måde. Har man sagt A (vi vil udskrive en konkurrence for at få så godt et mindesmærke som muligt) må man også sige B (vi vil have så høj en kvalitet som muligt = budgettet tillader?). Især hvis man investerer en vis sum penge og andre ressourcer. Beskriftningen af monumentet er simpelthen en faglig katastrofe.
Man kunne have valgt nogle mindre fuger, en glattere sten og fx indgraveret/hugget de faldnes navne efter først at have udlignet dem vha en computer. Blot som et hurtigt svar på: hvad kunne man ellers have overvejet?
www.kastellet.info/monument.html

Intermezzo: Den nye regering er ved at få udarbejdet en ny designpolitik. Der formuleres meget høje mål for de kommende år blandt andet gennem indhentelse af input fra designfagets organisationer. Man må håbe at denne designpolitik kan manifestere sig igennem eksempler lige fra dagligdagens design købt og/eller udviklet af det offentlige Danmark, der formodes at skulle være med til at gå foran i bestræbelserne på at højne og udvikle det danske designerhverv. Men især måske også, når der skal nås et niveau som rækker ud over dagligdagens: højtidelighedens design så at sige. Her må staten gå foran og ikke spare på noget, når det handler om design, der skal stå over en rum tid.

Den nye direktør for Dansk Design Center Nille Juul-Sørensen tilskrives denne ambition: “Danmark skal være globalt designledende inden år 2017. Vi skal være kendt verden over som førende designsamfund – et samfund der på alle niveauer anvender design til at forbedre kvaliteten af menneskers liv, til at skabe vækst i erhvervslivet og til at gøre den offentlige sektor bedre og mere effektiv.” Min kursive fremhævelse. Gælder det ikke også de døde?

www.ddc.dk

 

Kreativ kvalitet

Helt anderledes er kvaliteten og det kreative niveau på det mindesmærke, som fredag 14. oktober blev indviet i Vangede for den danske digter Dan Turèll. Med kunstneren Kenn André Stilling som idémand og initiativtager blev skulpturen Alfabet Turèll “afsløret” (arbejdet har stået på i nogen tid så selve udseendet var ikke nogen overraskelse for mange). Den store jernskulptur består af alfabetets bogstaver + nogle ekstra tegn bygget i forskellige størrelser.
Min lærde kollega Hr. Heie indvender, at bogstaver jo ikke repræsenterer det, som forfatteren Turèll skabte, nemlig ord. Det er der jo en pointe i, men man kan vel forsvare ideen med, at bogstaverne trods alt er ordenes råmateriale, benzinen. I hvert fald er det befriende at mindesmærket til den store digter ikke blot blev en buste eller lignende med tilhørende årstal på en pæn plads. Som et lille fagligt kritikpunkt kunne man godt sige, at skriftvalget ikke er lige i øjet: valget af skriften Georgia, der jo er udviklet til web-design.
Det ville nok have været rigtigere med fx Times New Roman – en skrift der har været anvendt til rigtig mange bøger gennem tiden og så at sige findes “i hverdagen” for at blive i det Turèllske sprogunivers.

http://www.turellsamlingen.dk/forside_1

 

 

 

 

 

 

This entry was posted in Generel, Skrifter i brug and tagged , , , , , , , , , . Bookmark the permalink.

1 Response to Faglig skandale!

  1. Bjørn says:

    Virkelig godt indlæg. Jeg glæder mig til at høre mere om dine observationer fra det offentlige rum.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *